Om Nordisk Teaterlaboratorium
Nordisk Teaterlaboratorium laver teater i verdensklasse, for alle.
Vi skaber og deler uforglemmelige historier med publikum lokalt, nationalt og rundt om i hele verden – hvad enten det er på vores scener, i byrummet, på turné, på skoler, på filmlærredet eller virtuelt. Vi sigter efter at være så inkluderende, mangfoldige og bæredygtige som muligt.
Vores kunstneriske udgangspunkt er en interesse og nysgerrighed rettet mod teaterformer fra både vestlige og ikke-vestlige traditioner, og et ønske om at skabe et unikt udtryk baseret på dette møde. Vi mener, at vores forestillinger rummer muligheder for, og er en anledning til, et møde mellem forskelligheder uanset om man er publikum eller performer.
Vi beriger dansk scenekunst med residencies, seminarer, undervisningsaktiviteter, performances, koncerter, byttehandler, gæstespil, festivaler og større internationale samarbejder- og netværk. Vi skaber ambitiøse nye værker af høj kunstnerisk kvalitet, der er resultat af en unik arbejdsform og tradition udviklet og forfinet over en lang årrække.
Vi udvider vores rækkevidde gennem online aktiviteter med konferencer, workshops og streaming af forestillinger. Sideløbende med udvidelsen af vores digitale tilbud, har vi som en del af et strategisk udviklingsprojekt grundlagt Immersive Lab for Innovation in Theatre Making and Archive (ILITA). Et helt nyt medie til at udforske scenekunst, teknologi og samfund i et virtuelt univers og som et fremtidigt potentiale, der kan forbinde det lokale, nationale og internationale i en ramme, hvor der både kan trækkes på nye og gamle erfaringer i teaterlaboratoriets ånd.
Uanset om du har set vores forestillinger mange gange før eller møder os for første gang, håber vi, at du vil blive underholdt, forført og ramt.
Velkommen.
Residencies, seminarer,
undervisningsaktiviteter, performances, koncerter, byttehandler,
gæstespil, festivaler og større internationale samarbejder- og
netværk
Vores hjem i Holstebro
Odin Teatret blev grundlagt af Eugenio Barba i 1964 i Oslo, Norge. I 1966 flyttede teatret til Holstebro og skiftede navn til Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Dets medarbejdere kommer i dag fra 11 forskellige lande og fire kontinenter.
Laboratoriets aktiviteter omfatter: Vores egne produktioner, der bliver præsenteret i Holstebro, i Danmark og i udlandet; ‘byttehandler’ med forskellige miljøer i Holstebro og andre steder; organisation af teatergruppemøder; værtskab for teatergrupper og ensembler; undervisningsaktiviteter i Danmark og i udlandet; den årlige NTL Åben; udgivelse af tidsskrifter og bøger; produktion af didaktiske film og videoer; forskning i teaterantropologi på sessioner i ISTA (International School of Theatre Anthropology); periodevise opførelser af forestillinger med det multikulturelle Theatrum Mundi Ensemble; samarbejde med CTLS, Center for Teaterlaboratoriestudier under Aarhus Universitet; Holstebro Festuge; Transitfestival hvert 3. år beregnet for kvinder i teatret; OTA, Odin Teatrets Arkiv, der fungerer som Odin Teatrets levende hukommelse; WIN, Workout for Intercultural Navigators; artists in residence; børneforestillinger, udstillinger, koncerter, panel-diskussioner, øvrige kulturelle initiativer og samarbejdsaktiviteter i Holstebro og omgivende region.
NTLs 56 år som laboratorium har resulteret i opbygningen af et professionelt og forskningsmæssigt miljø, der er karakteriseret af tværfaglige aktiviteter og internationalt samarbejde I ISTA (International School of Theatre Anthropology) har forskningsområdet siden 1979 udviklet sig til en scenekunstlandsby, hvor skuespillere og dansere mødes med forskere for at sammenligne og undersøge det tekniske grundlag for scenisk nærvær. Et andet aktivt område er Theatrum Mundi Ensemblet, som siden begyndelsen af 1980’erne har præsenteret forestillinger med en permanent kerne af kunstnere fra mange professionelle traditioner. Fra begyndelsen har NTL været koncentreret om skuespillerens træning og evnen til at skabe nærvær på scenen og opbygge nye relationer til tilskuerne. Desuden analyse og udvikling af de dramaturgier, som en forestilling består af. Der har været en konstant interesse for at lære og viderebringe indlært teknisk viden, fordi Odins skuespillere er selvlærte og har været nødt til at træne sig selv og hinanden.
NTL – Odin Teatret har i alt skabt 81 forestillinger og spillet i 66 lande i mange forskellige, sociale sammenhænge. Gennem disse erfaringer er der vokset en særlig kultur frem, som er baseret på kulturel forskellighed og ‘byttehandelsprincippet’: skuespillerne præsenterer sig selv med deres arbejde for et specifikt miljø, som til gengæld svarer med sange, musik og danse, der kommer fra deres egen, lokale kultur. En byttehandel er en udveksling af kulturudtryk og giver indsigt i den andens udtryksformer. Den er en social given og tagen, som nedbryder fordomme, sproglige barrierer og forskellene i tankegange, synspunkter og væremåder.
Lyt med INUNA podcast
INUNA podcast vil fungere i skæringspunktet mellem fortid, nutid og forhåbninger om fremtiden. Programfladen vil omfatte formater, der omhandler aktuelle anliggender, nyheder og underholdning. Der vil blive lagt vægt på en bred formidling og interaktion med lytterne, herunder gennem sociale medier, samt deltagelse ved forskellige arrangementer.
Den anerkendte grønlandske komponist og forretningskvinde, Arnannguaq Gerstrøm, er ansat i Nordisk Teaterlaboratorium og er projektleder for INUNA. Hun inviterer til et bredt samarbejde og deltagelse i den nye programproduktion, som skal dække en bred mangfoldighed af grønlandsktalende lyttere i hele Danmark.
LÆS MERE OM INUNA
Året der gik
Vi er så taknemmelige og glade for alle de fantastiske mennesker, der har været forbi teatret i 2022. Det er umuligt at vise alle vores aktiviteter og tiltag i én video, men oplev her nogle af årets mange (!!!) højdepunkter.
ÅRSBERETNINGER
NTL støttet af








Medlem af
